New Zealand - tirsdag den 29. januar 2013

Fra Nelson til Kawatiri (med besøg på Stoke bryggeriet)

Tilbage

Jeg vågnede op ved 7-tiden på campingpladsen. Der var lidt liv rundt omkring. Det var måske de mange fastliggere, der skulle på arbejde. I vores autocamper åndede alt stille og ro. Skulle det være en sjælden chance for, at få skrevet lidt dagbog? Ja, jeg fik skrevet lidt, før de andre begyndte at røre på sig.

Et toiletbesøg afslørede, at der ikke var noget vand i bruserne, så morgenbadet var udelukket. Vi besluttede derfor at pakke sammen og køre ned i Nelson by, for at spise morgenmad. Marie gik op, for at afregne for overnatningen og hun kom tilbage med besked om, at det var fuld takst, for at overnatte, selv om vi ikke kunne få et bad og selv om vi ikke havde brugt strøm. Det var jeg ikke tilfreds med, så jeg gik op og brokkede mig. Damen i receptionen talte godt for sin syge moster, men jeg fandt åbenbart hullet i hendes argumentation, for hun valgte at give mig halvdelen af pengene retur.

Så var der lidt tilskud til vores morgenmad og vi satte straks næsen efter Nelson city. Da vi mente, at vi var tæt på bykernen, parkerede vi autocamperen og fortsatte til fods. Kort efter fandt vi en turistinformation, der kunne fortælle os om vinture, besøg på Stoke bryggeriet og morgenmadsrestauranter i området. Snart sad vi båset foran en bar med gode belgiske øl. Men det var nu morgenmad, der stod på menuen. Der blev serveret fuld breakfast for knap 20 dollars.

Torben og jeg ville gerne med på en rundvisning på Stoke bryggeriet, så vi havde lidt travlt. Vi var færdige med at spise morgenmad kl. godt 10, Torben og Marie skyndte sig hen, for at se den juveler, der havde lavet ringene til Ringenes Herre trilogien. Ella og jeg gik tilbage til turistinformationen, for at høre, om der blev arrangeret ture til et af de mange vingårde i området med aftensmad. Der var ingen af gårdene, der holdt åben med aftensarrangement. Så vi kunne lige så godt stikke snuden mod syd, når vi havde været til ølsmag... - jeg mener ølrundvisning... Vi skyndte os ud mod Stoke, der vel nærmest kan kaldes en forstad til Nelson. GPS'en sendte os på usvigelig sikker retning til Stoke bryggeriet og vi nåede lige ind til kl. 11.

Manden, der skulle vise os rundt sagde, at vi startede kl. 11:05 og at vi skulle have 2 kinesere med, hvor den ene havde svært ved at tale og den anden var halvdøv. Ingen af dem kunne forstå og tale ret meget engelsk, så det skulle nok blive en munter tur ?

Manden, der hed Dan, viste os rundt på bryggeriet. Det var et pænt stort bryggeri. Kun godt 3 år gammelt (i denne omgang). Bryggeriet er et af de hurtigst voksende bryggerier i New Zealand. De producerer 5000 liter øl af gangen og laver 4 batch - 20.000 liter øl om dagen. Selve gæringen tager, som på de flest mikrobryggerier en uge og derefter lagres øllet på køletanke i ca. 3 uger, før det er klar til at komme på flasker.

Efter den lidt intermistiske rundvisning, blev vi båset i cafeen, hvor vi fik lov til at smage alle bryggeriets øl. Først deres standard sortiment og derefter deres 5 Stoke Bomber øl. Det gik så stærkt, så lynkineserne ikke kunne følge med, men de fattede jo heller ikke ret meget af det...

Vores rundviser Dan var kunstner og hans værker hang rundt på bryggeriets vægge - til salg. Vi tænkte på, om det var den måde, han tjente pengene på - ved at sælge kunstværker til gæsterne. Da vi havde sagt farvel til ham, bestilte vi en håndpumpet amber ale og stout (ved stuetemperatur). Mens vi nød den pint, kiggede jeg lidt i Dans portefølje mappe. Hans værker var ikke så meget min stil.

Så skulle der handles lidt ind i den intermistiske shop. Der blev købt en del øl ind. Bl.a. hele Bomber serien, så vi kunne lave en lille prøvesmagning med dem. Vi købte også hele deres serie af ciders, der alle var på omkring 5 %, så det var ikke lige en cider, man drak, når man skulle køre bil. Og sidst - men næsten aller vigtigst - de solgte New Zealandsk whisky, som Hans Christian havde været på jagt efter længe. Vi skyndte os at købe en 21 års single malt, som skal med til Danmark, så H. C. og andre, kan smage den...

Torben og jeg satte os ud i skyggen af et træ ved vejen, for at vente på Ella og Marie, der var taget på et museum med specielle klædedragter. Vi prøvede at ringe til dem, men de svarede ikke, så efter lidt tid, trak vi tilbage til cafeen og en kold øl mere. Da vi havde fået den serveret, dukkede de op - og så kunne vi lige så godt spise frokost i cafeen. Så fik vi endelig smagt en pie. Ikke så dårlig!

Veltilpasse og i godt humør (især Torben og Alex), satte vi snuden sydpå. Vi kørte en god times tid og destinationen hed nu byen St. Arnaud og søen ved Kerr Bay. Her fandt vi en dejlig varm strand, hvor vi kunne parkere få meter fra søens bred. Der var nogle få andre, der havde fået samme ide, men der var nu ikke mange her. Vi lavede os en kop kaffe og gik skiftede derefter til badetøj, for søen så meget indbydende ud. Vi badede lidt forsigtigt ud fra en glat, algebelagt bådrampe. Det var dejligt, for temperaturen var oppe i nærheden af 30 grader.

Så var vi klar til at tage dagens sidste ryk. Vi ville forsøge at finde den campingplads, som vi gik forgæves efter i aftes. Det var, hvor hovedvej 6 og 63 mødes (Kawatiri). Det var en plads, vi havde fundet i en folder over steder, vi kunne campere i naturen. Og det var det så sandelig. Lige ved siden af en flod, var der lavet et fint lille spot med plads til 10-15 campere og telte. I løbet af aftenen blev pladsen fyldt op, så der var nok andre, der læste den samme folder.

Vi pakkede ud og fik en kop øl. Så tog vi den 20 minutters vandretur, der var i forbindelse med pladsen. Det var en lille stump af en gammel jernbane, der har været i området. Tilbage var kun en jernbanebro og en tunnel, som vi passerede. Tilbage på pladsen, gjorde vi klar til aftensmaden. Det var der også andre bæster, der gjorde. Nemlig en inkarnation af de skotske midgets, små myg som ser uskyldige ud men bider lige så godt som myg.

Vi trak hurtigt indendørs og jeg skrev dagbog, mens Marie planlagde den videre færd og Torben og Ella lavede aftensmad. Imens vi spiste den gode kylling, morede vi os over alle de, der ankom til pladsen og deres kamp med de små midgets. Vi sad jo i god sikkerhed her i autocamperen.

Efter aftensmaden fik vi en god gin og lime, før det blev nattid.